REGINE KAMMERKVINTET (nu SØREN KIERKEGAARD ENSEMBLET)

Sopranen Bodil Øland. Guitaristen Jan Sommer. Fløjtenisten Kerstin Thiele Akkordenisten Allan Harboe Karlsson. Cellisten Inger Guldbrandt Jensen

PROGRAM

Nasjonalbibliotket i Olso, Drammensveien 42, 0203 Oslo. Torsdag 18.maj, kl. 17.00 2000

JOHN FRANDSEN 'Lilien og Fuglen', For sopran solo, 1 fløjte, 1 cello og 1 akkordeon. Tekst: Søren Kierkegaard (Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen 1849), København; Edition Frandsen, 1987.

Fader i himlene. Hvad man i selskabet med mennesker, især da i menneskevrimlen, så vanskeligt får at vide, og hvad der, hvis man andetsteds har fået at vide, så let glemmes i selskab med mennesker, især da i menneskevrimlen - hvad det er at være menneske, og hvad der gudeligt er fordringen til det at være menneske: At vi må lære det, eller, hvis det er glemt, at vi atter må lære det af lilien og fuglen; at vi må lære det, om ikke på en gang, så dog noget deraf og lidt efter lidt, at vi denne gang måtte af fuglen og lilien lære: Tavshed, lydighed, glæde.

JOHN FRANDSEN 'Når bølgerne vugger', For sopran solo, 1 fløjte, 1 cello og 1 akkordeon. Tekst: Søren Kierkegaard (Forførerens Dagbog 1843) udvalgt og redigeret af John Frandsen og Jens Staubrand, København; Edition Frandsen, 1987.

Når bølgerne vugger båden ved deres bryst, når skyerne driver stærkt for vinden så finder jeg ro i denne uro; bølgernes bevægelse dysser mig, deres larmen mod båden er en ensformig vuggesang, skyernes hastige flugt, afvekslingen i lys og mørke beruser mig, så jeg drømmer vågen. Jeg tager sejlene ind, roret af, længsel og forventning bliver stillere og stillere, saligere og sagligere: bølgerne pusler mig som et barn, over mig hvælver håbets himmel sig, hendes billede svæver mig forbi som månens, ubestemt, snart blendende, mig med sit lys snart med sin skygge. Hvor meget nydelse i således at skvulpe på et bevæget vand - hvor meget nydelse i at bevæges i sig selv.

GUDRUN LUND 'Ti tankevækkende udsagn' (uddrag), For sopran solo, 1 fløjte, 1 cello og 1 akkordeon. Tekst: Søren Kierkegaard (ti diapsalmata (aforismer) fra førstedelen af Enten-Eller 1843), Hellerup; Edition Lund, 1994.

Tungsind. Foruden min store omgangskreds har jeg en nær fortrolig - mit tungsind; midt i min glæde, midt i mit arbejde vinker den ad mig, kalder mig tilside. Mit tungsind er min mest trofaste ven, - intet under at jeg elsker den så højt.

Virkeligheden. Det filosofferne siger om virkeligheden er tit lige så skuffende, som når man hos marskandiseren ser et skilt: Her vaskes. Hvis man afleverer sit tøj for at få det vasket, bliver man skuffet, for det er kun skiltet, som er til salg.

Hvad er en kunstner? Et ulykkeligt menneske, der gemmer en dyb sorg i sit hjerte, men hvis læber er dannet sådan, at idet sukket og skriget strømmer ud over dem, lyder det som skøn musik. Det går kunstneren som de ulykkelige, der pines af tyrannen ved en sagte ild: deres skrig kan ikke forfærde ham, for de lyder for ham som sød musik. Og mennesker flokkes om kunstneren og siger: syng snart igen, det vil sige: gid nye lidelser må plage din sjæl, og lad læberne være formet som før; skriget ville nemlig ængste os, men musikken er liflig og velgørende.

Mozart: Divertimento KV 229/1 ( Allegro, Adagio, Menuetto, Rondo-Allegro)

SVEN ERIK WERNER 'Min sjæl er spændt som en bue'. For sopran, cello, guitar og fløjte. Tekst: Søren Kierkegaard (Forførerens Dagbog 1843), udvalgt og redigeret af Jens Staubrand, København 1998.

Så rejs eder da, elskovens hemmelige magter, saml eder i dette bryst. Hvor er min sjæl stemt som en spændt bue, hvor er min sjæl kraftig, sund, nærværende. Den løsner sig fra sin befæstning, den glider hen over søens flade, sagte bevæget af unævnelig længsels milde luftning; man forsvinder i skovens hemmelighedsfulde ensomhed, vugget af søens flade, der drømmer om skovens dybe mørke. Jeg tager varsel af fiskenes overgivne slag mod vandets overflade, af deres forsvinden under dybet, af fuglenes flugt, af deres skrig. Ikke ser jeg spøgelser i denne nattetime, ikke ser jeg det, som har været, men det som skal komme, i søens barm, i duggens kys, i tågen, som udbreder sig over jorden og skjuler dens frugtbare omfavnelse. - En ensom fugl afbryder med sit skrig og sit vingeslag, idet den stryger langs den duggede mark ned af [en] skråning; også den iler vel til et stævnemøde. Løft dig stolt på din vinge. Snart, snart er jeg hos dig. Jeg kaster natten som en kappe over mig, og iler gennem luftens bløde rige til dig. Nu er det forbi. - Jeg takker dig vidunderlige natur: Hvorfor kan en sådan nat ikke vare længere?

PAUSE

LARS GRAUGAARD 'Forbandet være du'. For sopran og fløjte. Tekst Søren Kierkegaard (Enten-Eller 1843), udvalgt og redigeret af Jens Staubrand, København 2000.

Forbandet være du, for hver gang du omfavnede mig; ti gange forbandet være du, og for hver gang du svor du elskede mig, skal jeg sværge at jeg hader dig. Dette skal være min gerning, mit arbejde, jeg vil flette en forbandelseskrands af alt hvad der erindrer mig om dig, og for hvert kys siger jeg, forbandet være du. See der staaer han, see hvor hans øie flammer, hans Læbe løfter sig i et Smil, saa sikker er han paa sin Seier - see, der staaer han i Skovens Skygge, han læner sig op til et Træ, og see, hist forsvinder en ung Pige mellem Træerne, ængstet som et opskræmmet Vildt, men han haster ikke, han veed hun søger ham. Jeg vil hade ham, kun derved kan jeg løsrive mig fra ham og vise mig selv, at jeg ikke trænger til ham. Han var en mand, der var sig selv nok. Er det da en trøst for mig? Visselig, thi min lidelse og min kval beviser mig, hvor lykkelig jeg har været. See - der hviler han ved Søens Bred i den lyse Nat, saa skjøn, at Byens unge Piger liste[r] sig hen og benytte øieblikkets Mørke til at kysse ham. Glemme ham vil jeg, udrive hans billede af min sjæl, ransage vil jeg mig selv, som en fortærende ild, og hver tanke der tilhører ham, skal udbrændes, først da kan jeg frelses, udriver jeg ikke enhver tanke om ham, da er jeg fortabt.

Mozart: Divertimento KV 229/2 (Allegro, Larghetto, Rondo-Allegro)

Bent Lorentzen 'Den lidendes Mund'. For sopran, cello, fløjte, guitar og accordeon. Tekst Søren Kierkegaard (Gjentagelsen 1843), udvalgt og redigeret af Jens Staubrand, København 2000.

1. sats: Min Sjæl Er Søvnløs. Når min sjæl er søvnløs, og synet af min seng ængster mig, da ligger jeg tidligt om morgenen i krattets skjul; når da livet begynder at røre sig, når solen slår øjet op, fuglen ryster sin vinge, [og] ræven lusker frem af sin hule - da finder min sjæl tilsidst hvile - jeg forsvinder i himmelens uhyre rum og glemmer mig selv i dyssende mumlen - hvo der kunne døe således.

2. sats: Uro. Jeg går i søvne om dagen og ligger vågen om natten; jeg er flittig og stræbsom, rastløs og ferm - men hvor bliver alt af? - Da alt brast, da blev jeg den lidendes mund, den sønderknustes råb, den ængstedes skrig, en lindring for alle dem der kan bo i et hjerte, en talsmand der vovede at klage i sjælenes bitterhed og stride med Gud. 3. sats: Mit Liv Er Bragt Til Det Yderste. Mit liv er bragt til det yderste. Jeg væmmes ved tilværelsen, den er smagsløs uden salt og mening. Jeg stikker fingeren i tilværelsen - men den lugter af ingenting. Hvem har narret mig ind i det hele, hvem er jeg, hvorledes kom jeg ind i verden - jeg spørger enhver; [men] min forstand står stille; det ene øjeblik er jeg træt og mat, ja, som død af ligegyldighed - i et øjeblik raser jeg, og farer fortvivlet fra den ene ende af verden til den anden for at finde én jeg kan lade min vrede gå ud over; - mit væsen skriger i modsigelse - vil ingen svare?

 

Tilbage til forrige side

 

Søren Kierkegaard Kulturproduktion