Tilbage til Søren Kierkegaard Kulturproduktions Forside

About Søren Kierkegaard

 

Søren Aabye Kierkegaard (1813-55)Danish religious philosopher and critic of rationalism, regarded as the founder of existentialist philosophy. He is famous for his critique of systematic rational philosophy, particularly Hegelianism, on the grounds that actual life cannot be contained within an abstract conceptual system. With this stance, he intended to clear the ground for an adequate consideration of faith and, accordingly, of religion-specifically Christianity.

Early life. Kierkegaard's father, Michael Pedersen Kierkegaard, who had a great influence on his character, had begun his own career as a poor tenant-farmers' helper in the desolate moorlands of western Jutland. One day, desperate with rage at divine indifference to his sufferings and privations, he stood on a hill and solemnly cursed God. Soon after, he was sent to Copenhagen, to an uncle who was a dealer in woolen articles, and from that moment he prospered, ending his life as a rich man-the owner of five houses in the capital that all miraculously escaped destruction during the British bombardment of Copenhagen in 1807. Moreover, having placed his entire fortune in gilt-edged securities, he was among the few who escaped ruin in the state bankruptcy of 1813, the year Søren was born. Thus, at his death in 1838, the old man left Kierkegaard and his brother a considerable fortune that enabled Kierkegaard to spend his life writing, unhampered by financial considerations. Kierkegaard's psychological heritage was, however, far more important than his financial legacy in its consequences for his development as a man and a writer. His father combined a strict adherence to orthodox Lutheranism with a fondness for the logic of formal argument, and yet the austere religious and intellectual training he devised for the most brilliant of his sons was enlivened by a captivating imagination. Kierkegaard never shook off the influence of his father's overpowering personality nor of the suppressed melancholy that lay so disquietingly below the surface of his father's piety. At an early age, Kierkegaard became aware of the heavy burden of guilt that weighed his father down and later learned, in circumstances the traumatic effect of which he designated as "The Great Earthquake," that the reasons for it lay in the boyhood curse his father had hurled at God. Appalled by the knowledge of his father's sin, he threw himself into a life of dissipation yet remained haunted by the elder Kierkegaard's conviction that God's curse lay on the family, a conviction that the deaths of Kierkegaard's mother and five of his six brothers and sisters seemed to confirm. He went to the University of Copenhagen to study theology but neglected this in favour of philosophy. The death of his father in 1838 had a sobering effect on Kierkegaard. He resumed his theological studies and two years later took his master's degree. There was, however, another reason for his renewal of purpose; he had fallen in love with a young girl, Regine Olsen, and become engaged to her. Almost immediately, however, he began to think he had made a mistake, though he still felt himself deeply in love. It appears that he became increasingly aware of the gulf between the young, innocent, inexperienced girl and himself, weighed down as he was by a feeling of guilt and by his unusual consciousness of the complexities of the human mind, which he would never be able to communicate to Regine. As he wrote in his diary: "I was a thousand years too old for her." Accordingly, he decided to break the engagement. But Regine was in love with him, and the more he tried to persuade her to let him go, the more she clung to him. In the end he had to break off their relationship himself, but, in order to preserve her reputation, he staged an elaborate show of caddishness so as to make it appear that it was she who had rejected him. This point established, he fled to Berlin, where he lived for half a year. This little romance, novelettish though it may seem in bare outline, had a profound effect on Kierkegaard and furnished him with material for reflection and comment in several of his books.

First philosophical works. He returned from Berlin with an enormous manuscript in his trunk, Enten-Eller: et-livs fragment (1843; Either/Or: A Fragment of Life). Nearly all Kierkegaard's books were published pseudonymously, with fictitious names suited to the particular work, a peculiarity intended to persuade the reader that the ideas he proposed were not to be taken as the pronouncements of an authority but presented as various modes of life for the reader's judgment and, especially, choice. This is, in fact, the meaning of the title Either/Or, which offers the alternatives of an aesthetic or an ethical (or ethico-religious) view of life. Kierkegaard's belief in the necessity-for each individual-of making a fully conscious, responsible choice among the alternatives that life offers has become fundamental in all existential writing and thought. Kierkegaard's unhappy experience with Regine obviously plays a great role in Either/Or, and, indeed, the final part of the first volume recalls his own love story in many details recorded in his diary. The book can be seen as a secret communication to Regine, intended to explain and justify his attitude to her. Such secret communications run through all his works, and Kierkegaard returns again and again to the question of his responsibility for what he did. Either/Or is a work of high artistic value; in addition, it provides an important illustration of the current literary trend when Romanticism was developing some of its later preoccupations-social realism and individual psychology-and was becoming more pessimistic and morbid in its outlook. These elements also occur in Kierkegaard's subsequent books, which appeared in rapid succession. Among them should be mentioned Frygt og baeven (1843; Fear and Trembling) and Gjentagelsen (1843; Repetion), both of which deal with faith and with the idea of sacrifice. The starting point of Fear and Trembling is the story of Abraham and Isaac. Once more Kierkegaard examines the implications of his break with Regine, a sacrifice, like that of Abraham, performed in obedience to a higher duty, and, like Abraham's readiness to slay his son, an act that contravenes the laws of ethics. The problem is whether situations can be imagined in which ethics can be suspended by a higher authority-i.e., by God, when God himself must be considered the essence of everything ethical. This problem-which Kierkegaard calls "the teleological suspension of the ethical"-led him to the conclusion that faith is essentially paradoxical. Repetition is associated with Fear and Trembling since it provides a psychological demonstration of these ideas. In 1844 Philosophiske smuler (Philosophical Fragments) and Begrebet angest (The Concept of Dread) appeared. The former is an attempt to present Christianity as it should be if it is to have any meaning. It aims particularly at presenting Christianity as a form of existence that presupposes freee will, without which everything becomes meaningless. This was an attack on the prevailing Hegelian philosophy, which employed grandiose historical perspectives in which the individual was sucked up as tracelessly as a grain of dust. In fact, by this time Kierkegaard was preparing for a showdown with Hegelian philosophy, but, before he did so, he felt the need to extend his ideas concerning the philosophy of freedom into the sphere of psychology. The result was The Concept of Dread. Extraordinarily penetrating, it is perhaps the first work of depth psychology in existence. In this work Kierkegaard makes a clear distinction between what he calls angst, or dread - a feeling that has no definite object - and the fear and terror that derive from an objective threat (e.g., a wild animal, a gunman). How intimately Kierkegaard's ideas were intertwined with his life can be seen from an extract from his diary: But if I had explained things to her [Regine], I would have had to initiate her into terrible things, my relationship with my father, his melancholy, the eternal night that broods over me, my despair, lusts, and excesses, which perhaps in God's eyes were not so heinous; for it was dread which caused me to go astray. In the last part of the sentence we have the starting point and key to The Concept of Dread. Kierkegaard perceived that freedom cannot be proved philosophically because any proof would imply a logical necessity, which is the opposite of freedom. The discussion of freedom does not belong to the sphere of logic but to that of psychology, which cannot discuss freedom itself but can describe the state of mind that makes freedom possible. This state of mind is dread. Through experiencing dread, one leaps from innocence to sin, and, if the challenge of Christianity is accepted, from guilt to faith. Dread is thus sin's prelude, not its sequel, as one would think at first. In 1845 Kierkegaard had a new book ready, Stadier paa livets vei (Stages on Life's Way), a voluminous work and perhaps his most mature artistic achievement. In a way, it reiterates the idea of Either/Or, as the two titles indicate, but there is a vital difference-now the religious stage, or sphere, is distinguished not merely from the aesthetic but also from the ethical. This development was, in fact, a logical consequence of the ideas embodied in all his former works, which aimed at exposing the inadequacy of human ethics as a way of life. Accordingly, while in Either/Or there were only two spheres, the aesthetic and the ethical, in Stages on Life's Way there are three. In the third and last section of the book, "Guilty?/Not Guilty?," Kierkegaard dissects the story of his broken engagement from a new angle. On the aesthetic plane, a love tragedy signifies that two lovers cannot be united because an extraneous power prevents them; the story of Romeo and Juliet provides a classic example. On the ethical plane, the obstacle consists in their belonging to different spheres of existence, one interpreting love aesthetically, the other ethically. This obstacle can only be overcome by one elevating the other to his own sphere of existence, a thing that rarely happens. On the religious plane, however, the obstacle lies in the fact that one of the two is constitutionally different, for he conceives his destiny to be one of suffering, and only the acceptance of suffering will enable him to achieve detachment from the here and now and so prepare him for eternity. The aesthetic hero has his opposition outside himself; the religious finds it within. The aesthetic hero becomes great by conquering; the religious hero by suffering. But suffering in the service of "the idea" is precisely the realization of the idea in the religious sphere of existence. This was the argument that Kierkegaard had not himself conceived when he wrote Either/Or and for whose sake he had to write the book over again. It is an argument that evinces an increasingly sombre outlook on life and on humanity as a whole. A number of unpleasant experiences had contributed to his changed mood. Regine had married and thus crushed a romantic illusion about their remaining in a sort of divine marriage, raised above the terrestrial level, only waiting for God to make the impossible possible. This, in fact, was the idea underlying both Fear and Trembling and Repetition. Now it had all come to nothing, and the disillusionment emerges clearly in the first part of Stages on Life's Way, called "In Vino Veritas" or "The Banquet," which is modeled on Plato's Symposium and deals with the same subjects-love, eros, sex, woman-and reflects a biting sarcasm and scathing contempt for women in general.

Attack on Hegelianism. Kierkegaard also had other disappointments. He quarreled with literary critics who did not see the purport of his writings or, even worse, did see it and still tried to make him a laughingstock. From these skirmishes, he emerged victorious but deeply hurt and filled with an enormous disgust for mankind. This bitterness manifests itself in most of what he wrote afterward. But his next book was an exception. It bears the impressive title "Concluding Unscientific Postscript to the Philosophical Fragments. A Mimic-Pathetic-Dialectic Composition, an Existential Contribution. By Johannes Climacus. Published by S. Kierkegaard." (1846). It is typical of Kierkegaard's irony that his most philosophically important work figures as a postscript to a book only about a fifth its size. And by calling his book "an existential contribution," Kierkegaard gives the reader a strong hint of his own philosophical position; his aim is to settle accounts with the predominant philosophy of his time, the Hegelian philosophy, which had swept Europe. Kierkegaard attacked Hegel's attempt to systematize the whole of existence, declaring that a system of existence cannot be constructed, since existence is incomplete and constantly developing. He further drew attention to the logical error that arose from Hegel's attempt to introduce mobility into logic and so revealed the confusion arising from the mixing of categories. Hegel thought he had created the objective theory of knowledge; Kierkegaard put forward the thesis that subjectivity is truth or, to quote his own definition, "the objective uncertainty maintained in the most passionate spirit of dedication is truth, the highest truth for one existing." These tenets, which have become the foundation stones of modern existentialism, have not only punctured "the system," as Hegel called his own philosophy, but have made all philosophical systems precarious. The system builder will never understand that it is not possible to understand existence intellectually. Hegel equated existence and thought and thus left no room for faith. Accordingly, Christianity appeared as a mere paragraph in the system, an example of the general, and that, according to Kierkegaard, was the scandal. Kierkegaard did not feel himself called upon to persuade people to become Christians, but he certainly did feel an obligation to let his contemporaries understand what Christianity really is. And more than that, he had a feeling that God had designated him for a special task and that he should give up writing altogether.

Showdown with the church. Kierkegaard could not abstain from writing, and now the "mission" was beginning to crystallize. God had appointed him, he thought, to reveal to his contemporaries the true nature of Christianity and to expose the scandal of the established Church of Denmark, the clergy of which had betrayed their religion by making themselves comfortable in secular society, in short, had become civil servants instead of followers of Christ. It is clear that Kierkegaard was moving in the direction of even greater austerity in his religious thinking, and in the works that he now produced, particularly Kjerlighedens gjerninger (1847; Works of Love), Christelige taler (1848; Christian Discourses), Sygdommen til døden (1849; The Sickness unto Death), and Indøvelse i Christendom (1850; Training in Christianity), he depicted a Christianity sterner and more uncompromising than in any of his other writings. The last book was also a disguised attack on the heads of the Danish church. By 1855 he felt convinced that God had authorized him to attack the established church and its clergy ruthlessly, and he began at once with a great number of small books and pamphlets and even a periodical called The Moment, to the 10 numbers of which he was the sole contributor. The strain of this intensely conducted campaign made grave inroads on his health. After nearly two years of it he collapsed and was brought to a hospital, where he died a month later. By that time he had exhausted his fortune. The few things of value he possessed he left to Regine, the woman he had loved and who by that time lived in the Danish West Indies, married to the governor. Influence on modern existentialism. It was not until several decades after Kierkegaard's death that the philosophical and artistic value of his work began to be fully appreciated. In 1877 the Danish literary critic Georg Brandes published the first book ever written about Kierkegaard and gave a brilliant analysis of his thought and life. In Germany interest in Kierkegaard became widespread, and everything of his was translated before World War I. It was not, however, until the years between the two world wars that knowledge of his work became widespread. The theology of the Swiss Protestant theologian Karl Barth also helped to escalate existentialist thinking, as did the philosophical thought of Karl Jaspers and Martin Heidegger and the Jewish religious thinker Martin Buber. The crucial understanding of Kierkegaard's writing came in the post-World War II years, which seem to have created a more penetrating realization of such states as angst and suffering. Now the interest in Kierkegaard became universal, and by a century after his lonely death, Kierkegaard's time had finally come.

Additional reading. Biographical and critical works include Walter Lowrie, Kierkegaard (1938, reissued in 2 vol., 1970), a comprehensive study of his life and thought; Johannes Hohlenberg, Sören Kierkegaard (1954, reprinted 1978), a reliable account; Peter P. Rohde, Søren Kierkegaard: An Introduction to His Life and Philosophy (1963), for the general reader; Gregor Malantschuk, Kierkegaard's Thought (1971, reprinted 1974), a standard work; James Collins, The Mind of Kierkegaard (1953, reissued with a new preface and bibliography, 1983), a good introduction to Kierkegaard's philosophy; John W. Elrod, Kierkegaard and Christendom (1981), a study of the later religious works; Niels Thulstrupp, Commentary on Kierkegaard's "Concluding Unscientific Postscript" (1984), a helpful explication of this important text; Joseph H. Smith (ed.), Kierkegaard's Truth: The Disclosure of the Self (1981), a multiauthor collection of essays, approaching Kierkegaard's work from literary, philosophical, and psychoanalytic viewpoints; Lev Shestov, Kierkegaard and the Existential Philosophy (1969), the first work to underline the existentialist point of view; Eduard Geismar, Lectures on the Religious Thought of Søren Kierkegaard (1937), a clear account of Kierkegaard's thought by one of his leading students; Adi Shmüeli, Kierkegaard and Consciousness (1971), a penetrating account of Kierkegaard's thought; and Mark C. Taylor, Journeys to Selfhood: Hegel and Kierkegaard (1980), a clear comparison. See also François H. Lapointe, Sören Kierkegaard and His Critics: An International Bibliography of Criticism (1980).

Um Søren Kierkegaard

Søren Aabye Kierkegaard, dan. Theologe, Philosop und Schriftsteller, *Kopenhagen 5. 5. 1813, +ebd. 11. 11. 1855. Sohn eines Kaufmanns und zunächst durch die luther. Theologie der dän. Kirche beeinflusst, studierte er Theolegie und Philosophie und war Magister und Prediger in Kopenhagen. Seine Auflösung der Verlobung mit Regine Olsen und der gleichzceitige Rückzug aus dem Beruf führten zu einer tief gehenden Krise in K.s Leben. Von Oktober 1841 his März 1842 hörte K. in Berlin bei F. W. J. Schelling dessen Voritsung gegen G. W. F. Hegel; dann lebte er als Schriftsteller in Kopenhagen.

Durch scharfe Polemiken gegen das zeitgenöss. Christentum, bes. gegen die beiden Bischöfe Jakob Peter Mynster und Hans Lars Martensen, geriet K. in zunehmend schärferen Gegensatz zur dän. Amtskirche, der er vie den christl. Kirchen überhaupt eine Entstellung und Verkehrung des bibl. Christentums vorwarf. Bestimmend für das Denken K.s wurde die Auseinandersetzung mit der Dialektik HEGELS; er wandte sich in einem radikalen Individualismus gegen spekulative Systeme, sofern sie die existenziellen Gegensätze im konkreten Individuum in einer "höhren Einheit" aufheben. Das Gesamtwerk trägt stark autobiograph. Züge: Durch religiös begründete Schuldgefühle des Vaters betroffen, ist zeitlebens die Frage persönl. Schuld und stellvertretenden Leidens, mit der er sich mit einer bis zu schweren Depressionen reichenden Leidenschaft auseinander setzte, ein zentrales Thema seines Denkens.

Die Werke, die vom philosoph. Roman bis zur theolog. Streitschrift reichen, sind teils fiktional, teils häufig in bewusster Anlehnung an Sokrates in Dialogform gehalten und - um die Unmöglichkeit einer direkten Mitteilung von objektiver, allgemein gültiger Wahrheit oder eines abgeschlossenen Systems zu unterstreichen - zudem unter einer Vielzahl von Pseudonymen erschienen. Zentral in diesem Werk und wirkungsgesshichtlich von weit tragender Bedeutung sind die Begriffe der Existenz und der Angst, denen die Begriffe der Freiheit und der Entscheidung zugeordnet werden.

Existenz versteht K. als Sein in der Zeit, als Werden des je Einzelnen, nur als menschl. Seinswollzug beschreibbar, als "Synthese des Endlichen und des Unendlichen", des Zeitlichen und des Ewigen. Auf einer ersten, der ästhet. Stufe versucht der Mensch, der immer der konkrete Einzelne ist, eine Synthese im unmittelbaren, passiven, reflektierenden Erleben und Geniessen von Glück, Jugend, Erotik u.a.. denen Unglück. Schwermut, Verzweiflung gegenüberstehen.

Die zweite Stufe, die Stufe des Ethischen, die der Mensch ¨ber das offene Eingeständnis der Verzweiflung erreicht und in der er Abstand zur Passivität des ästhet.

Geniessens gewinnt, ist gekennzeichnet durch aktives Handeln, durch Entscheidung, die K. antihegelianisch der Reflexion entgegenstellt als das Sichverhalten zum Zukünftigen entweder als zu etwas Zeitlichem, Endlichem, Relativem oder zu etwas Ewigem, Unendlichem, Absolutem, insbesondere durch die "Selbstwahl" die nur Wahl des Absoluten sein kann; das Absolute ist der subjektive Mensch in seiner ewigen Gültigkeit. In der Möglichkeit der Wahl seiner selbst liegt zugleich die "Freiheit".

Die intendierte "Synthese des Endlichen und Unendlichen" kann der Mensch aber auch auf dieser Stufe nicht erreichen. In der Angst, allein zu sein vor der freien Wahl der Möglichkeiten, wird er sich der Grenze der Freiheit bewusst. Auf der Stufe des Religiösen, die zunächst nur tiefer in das Alleinsein führt, erfährt der Mensch, dass endgültiger Aufstieg aus der Angst und ihrer Folge - der Verzweiflung - der Gnade Gottes bedarf. Dabei ist der Glaube angesichts der Bedrohung durch den Verlust des Ewigen ein Glaube an das Absurde (das Paradox des Religiösen).

K. wendet sich gegen Hegel, indem er auf die Unfähigkeit des Menschen zur Transzendenz hinweist; ein abgeschlossenes System des Denkens sei allein Möglichkeit Gottes. Insofern sind die Grundlagen der Existenzdeutung K.s traditionell christlich, Sie überwindet den Zwiespalt zw. Endlichem und Unendlichem, in dem der existierende Mensch steht, nicht, indem sie die Lósung in der Transzendenz zum Unendlichen sieht wie Hegel, sondern indem sie die Synthese des Zwiespalts ergänzend als bleibende Aufgabe, ais das Sichverhalten zum Unendlichen, zur Bestimmung des Menschen nimmt.

Der Einfluss K.s zu Lebzeiten war gering; im 19. Jh. wirkte er auf skandinav. Schriftsteller (u. a. H. Ibsen, A. Strindberg) ein. Erst im 20. Jh. knüpflen die dialektische Theologie (K. Barth, F. Gogarten u. a.) und in stark modifizierender Weise die Existenzphilosophie (u.a. M. Heidegger) und die Vertreter der negativen Dialektik (z.B. T. Adorno) an sein Denken an.

Ausgaben: Ges. Werke, hg, v. E. Hirsch u.a.. 26 Bde, 1960-71); Die Tagebücher. Eine Ausw., hg. v. H. Gerdes (1980).

W. Lowrie: Das Leben S. K.s (a.d. Amerikan.. 1955); G.-G. Grau: Die Selbstauflösung des christl. Glaubens. Eine religionsphilosoph. Studie über K. (1963): Walter Schulz: S.K. Existenz u. System (1967); N. Thulstrup: K.s Verhältnis zu Hegel (1969); ders; K.s Verhältnis zu Hegel u. zum spekulativen Idealismus 1835-1846 (1972); A. Hügle: Die Erkenntnis der Subjektivität u. die Objektivität des Erkennens bei S. K. (Zürich 1973); E. D. Klemke: Studies in the philosophy of K. (Den Haag 1976); V. Guardar: Die Wiederholung. Analysen zur Grundstruktur menschl. Existenz im Verständnis S. K.s (1980); F. H. Lapointe: S. K. and his crities. An international bibliography of criticism (Westport. Conn.. 1980); E. Tugendhat: Selbstbewulsstsein u. Selbstbestimmung. Sprachanalyt. Interpretationen (1989; M. Bösch: S.K. Schicksal - Angst - Freiheit (1994).

Søren Kierkegaard Kulturproduktion

 

 

 

 

 

 

 

 

Om Søren Kierkegaard

Fra Danmarks Nationalleksikon:

Søren Aabye Kierkegaard 5.5.1813- 11.11.1855, dansk teolog, filosof og forfatter, født i København som den yngste af en søskendeflok på syv. Om moderen, Ane Sørensdatter Lund (1768-1834), der oprindelig havde været tjenestepige i huset, ved man så godt som ingenting; efter de sparsomme kilder at dømme har hun været en lille kone med et jævnt og lyst sind. Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), var hendes modsætning og fik takket være sit skarpe intellekt, sin religiøse grublen og frodige fantasi en varig plads i børnenes bevidsthed. Selv var han som dreng brudt op fra et ludfattigt liv på den jyske hede ikke langt fra Ringkøbing og havde som hosekræmmer i København lært sig at spinde guld på sine uldvarer, senere etablerede han sig som storkøbmand og boligspekulant og grundlagde dermed den formue, der blev den materielle forudsætning for hans yngste søns litterære virksomhed. Efter studentereksamen fra Borgerdydskolen i 1830 begyndte Søren Kierkegaard at læse teologi, men brugte størstedelen af studietiden på især filosofi og romantisk litteratur; embedseksamen erhvervedes først i 1840, hvorpå han drog til Jylland på en slags pilgrimsrejse til sin fars barndomsegn; hjemkommet herfra forlovede han sig kort efter med den ni år yngre Regine Olsen (1822-1904). Forlovelsen opløstes godt et år senere og fik indgribende betydning for det forfatterskab, der i februar 1843 påbegyndtes med 'Enten-Eller'. Bortset fra nogle dagbladsartikler havde Kierkegaard forud for dette værk offentliggjort 'Af en endnu Levendes Papirer' (1838), en forvokset anmeldelse af H.C. Andersens roman 'Kun en Spillemand' (1837), som ifølge Kierkegaard er kunstnerisk mislykket, fordi den mangler "Livs-Anskuelse". For magistergraden havde Kierkegaard i 1841 forsvaret sin afhandling 'Om Begrebet Ironi, med stadigt Hensyn til Socrates'. hvori han ved den blanding af begrebslig analyse og behændig billedbrug, der også kendetegner det senere forfatterskab, både beskriver og bedriver ironien.

Forfatterskabet 1843-46.

Kierkegaards forfatterskab, der består af ca. 40 bogtitler og et tilsvarende antal dagbladsartikler, falder i to faser: 1843-46 og 1847-51. Udgivelserne fra 1855, hans sidste leveår, domineres fuldstændigt af kampen mod kirken som institution og mod den officielle kristendom. Af værkerne fra den første fase er adskillige udgivet under pseudonymer. I disse gennemspiller Kierkegaard de teologiske, filosofiske og psykologike temaer, som for en senere tidsalder har gjort ham til en af eksistentialismens fædre. Parallelt med denne produktion udsendte han en række religiøse taler, hvis restoplag i 1845 samledes under titlen 'Atten opbyggelige Taler'. Disse såvel som alle senere taler udgav Kierkegaard i sit eget navn, bl.a. for at tilkendegive, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter. Enten-Eller (1843), udgivet af Victor Eremita, består af to dele. Forfatteren til anden del, B eller assessor Wilhelm, skriver til A, førstedelens forfatter. A karakteriseres som Æstetiker og har efterladt sig et særdeles sammensat materiale, der afspejler en ikke mindre sammensat type. I hans papirer finder man bl.a. en serie sentenser samlet under betegnelsen "Diapsalmata", en afhandling om Mozarts opera Don Juan, en analyse af 'Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske', en hæsblæsende opsats kaldet 'Vexeldriften' med muntre råd til enhver, der hellere vil dø af grin end kede sig ihjel, samt endelig tre traktater om forskellige kvindeskikkelsers møde med mænd, der bedrog dem og dermed beseglede deres skæbne for stedse. Til alt dette føjer sig den af A ifølge bogens udgivermystifikation fundne 'Forførerens Dagbog': I en romanlignende dagbogs- og brevform peges der tværs igennem sanselighedens sødme på det dæmoniske og fortvivlende i en rent æstetisk livspraksis. Udvejen af den fortvivlelse, som æstetikeren ifølge assessoren havner i, er det etiske valg. Det, man vælger, når man vælger etisk, er ikke blot det gode, men forskellen mellem godt og ondt, man vælger, at det liv, man lever, skal anskues i lyset af denne afgørende forskel. Det etiske valg består derfor i at "vælge sig selv": At vælge sig selv som den, der skal bære ansvaret for, hvad man selv gør. At vælge sig selv er at overtage sig selv, men det vil også sige at overtage den historie, gennem hvilken man selv er blevet til. Etikeren Wilhelm mener, at et menneske kan "erhverve sig selv" ved således at vælge sig selv. Men det er netop denne opfattelse, som de efterfølgende pseudonyme værker sætter spørgsmålstegn ved. I Frygt og Bæven (1843) kredser forfatteren, Johannes de silentio, om Abraham som troens fader. Tro vil her sige tro på, at for Gud er alt muligt. Abraham tror, at Gud vil give ham Isak igen. Isak, som han med hele sit liv hænger ved, og som han på Guds befaling giver afkald på. Ifølge Johannes de silentio sætter troen den enkelte over det etiske og dermed uden for sprogets fællesskab med andre. I 'Gjentagelsen' (1843), der i en eksperimenterende romanform stiller det spørgsmål, om gentagelsen findes, antydes det, at den sande gentagelse er den religiøse: at få det liv igen, som er tabt for én. Gjentagelsen udkom samme dag som 'Frygt og Bæven' I indledningen til 'Begrebet Angest' (1844) tydeliggøres og sammenfattes kritikken af etikerens opfattelse. Pseudonymen Vigilius Haufniensis hævder, at etikken strander på synden, men at den kommer igen i skikkelse af den "anden" etik, som tager udgangspunkt i syndens virkelighed. Begrebet Angest er et i forfatterskabet skelsættende psykologisk værk, der indgående beskriver angstens fænomener og spørger, hvad angsten - eller det forhold, at et menneske kan ængstes - viser om det at være menneske. Svaret er, at et menneske er et selv, der er uløseligt forbundet med den opgave at blive sig selv. 'Begrebet Angest' beskriver, hvorledes denne opgave mislykkes, idet den enkelte gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også angst for det gode. I denne angst vender mennesket sig bort fra det godes mulighed i dæmonisk indesluttethed. Denne bestemmelse af synd som selvskabt ufrihed fremsættes allerede i 'Philosophiske Smuler' (1844), der udkom fire dage før 'Begrebet Angest'. Pseydonymen Johannes Climacus vil skærpe forståelsen af troen og det kristelige. Han tager udgangspunkt i menneskekenderen Sokrates, der forudsætter, at et menneske har den sandhed i sig selv, som det skal lære al kende, og at det følgelig selv skal opdage sandheden. Det eneste alternativ hertil er den opfattelse, at mennesket er i usandhed ved egen skyld, og at det ikke ved egen magt kan frelse sig selv. Herudfra udvikler Climacus forståelsen af det absolutte paradoks, at Gud, den evige, lader sig føde, lever, lider og dør som menneske. 'Stadier paa Livets Vei' (1 845), udgivet af Hilarius Bogbinder, opruller, i lighed med 'Enten-Eller', en række konflikter mellem en æstetisk og en etisk livsholdning. I værkets første del 'In vino veritas', samles forskellige æstetikere til et drikkegilde for at tale om kvinden: dernæst træder assessor Wilhelmfrem med traktaten 'Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser', hvori han fører endnu et behjertet forsvar for den ægteskabelige lykke. I værkets tredie sektion skimtes en religiøs livsholdning i 'Skyldig? - Ikke- Skyldig?', der i dagbogsform reflekterer over de psykologiske motiver bag en brudt forlovelseshistorie, som stedvis ligner Kierkegaards egen til for- veksling. Læren om det absolutte paradoks udfoldes i 'Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift' (1846), der med Climacus som pseudonym, ikke-kristen forfat- ter er en efterskrift på 600 sider til Philosophiske Smulers 100 sider. 'Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift' rummer et skarpt opgør med Hegels systemtænkning. Det er i dette opgør, at eksistensbegrebet får sin særlige prægning hos Kierkegaard. Et menneske er som eksisterende individ undervejs og i bevægelse. Med eksistens som nøglebegreb viderefører Climacus projektet fra 'Philosophiske Smuler', idet han skelner mellem to former for religiøsitet, A og B. Den første sammenfattes i sætningen: "Subjektiviteten er Sandheden", den anden i sætningen: ,"Subjektiviteten er Usandheden". Den første sætning betyder, at et menneske ikke vilkårligt kan vælge sin egen sandhed, men at sandheden skal tilegnes. Den anden sætning siger, at et menneske ikke af sig selv kan finde sandheden, men tværtimod skal have den meddelt. I forfatterskabets anden fase, 1847- 51, skærpes forståelsen af såvel det menneskelige som det kristelige. Kierkegaard hævder med stigende eftertryk, at den afgørende kategori er det enkelte menneske, "hiin Enkelte", men gør samtidig skarpere og skarpere en religiøst begrundet tanke om den fælles menneskelighed gældende. Dette går hånd i hånd med en stadig mere afgjort kritik af samtiden. Med den store novelle 'To Tidsaldre' (1845) af fru Gyllembourg som anledning leverer Kierkegaard i 'En literair Anmeldelse' (1846) en indsigtsfuld karakteristik af det frembrydende moderne samfund; hans nøglebegreber er nivellering og lidenskabsløshed.

Forfatterskabet 1847-51.

Efter udsendelsen af 'Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift' og 'En literair Anmeldelse' var det Kierkeaards mening at indstille forfattervirksomheden og søge et præstembede. Kort forinden havde han - bl.a. provokeret af en personligt meget nærgående anmeldelse af 'Stadier paa Livets Vei' - udfordrer det satiriske blad Corsaren, ved hvilket den pågældende anmelder, P.L. Møller, var skribent. Ironisk overgivent bad Kierkegaard om at blive udskældt; bladets redaktør, M.A. Goldschmidt, replicerede straks ved i en række numre at udstille Kierkegaards særheder og fysiske skavanker i tekst og karikaturtegninger. Episoden ødelagde ifølge Kierkegaard ikke blot hans gode forhold til den "menige mand", men afstedkom også en radikalisering i hans forståelse af lidelse, martyrium og efterfølgelse, der herefter bliver den sande kristendoms kendetegn. Omslaget spores tydeligt i flere af skriverne fra 1847 til 1851, forfatterskabets anden fase. 'Opbyggelige Taler i forskjellig Aand' (1847) griber tematisk tilbage til de atten opbyggelige taler fra 1843-44, som sammen med 'Tre Taler ved tænkte Leiligheder' (1845) slynger sig ind i det pseudonyme forfatterskab frem til 1846. Disse tidlige opbyggelige taler, som vil bygge "hiin Enkelte" op etisk-religiøst, og som har et ensartet lyrisk-poetisk og meditativt særpræg, er udfordrende og appellerende, mens de senere kristelige taler er mere insisterende og polemiske, mere til opvækkelse end til opbyggelse. De gennemspiller en rig variation af temaer: forventning og tålmodighed, trods tvivl, tab og trøst, anfægtelse, bekymringer, lidelse, rækkende fra selvforståelse og den kundskab, der bedrager, til selvfornægtelse og den kærlighed, der skjuler en mangfoldighed af synder. Med viljen - at ville eller i at ville - som gennemgående tema peger de frem mod 'Opbyggelige Taler i Forskellig Aand', hvis første afdeling er en skriftemålstale over sætningen "Hjertets Reenhed er at ville Eet"; heri beskrives forskellige former for tvesind, hvorved der anslås temaer, som udfoldes i de efterfølgende værker. 'Kjerlighedens Gjerninger' (1847), er på én gang en intens udlægning af næstekærlighed som den sande kærlighed og præcise beskrivelser af negative fænomener som mistro, misundelse, hovmod og dømmesyge. Denne negative fremgangsmåde slår også igennem i 'Christelige Taler' (1848), der især beskriver forskellige former for bekymring. Den samme metode præger også vedværket 'Sygdommen til Døden' (1849), hvor Kierkegaard lader sit pseudonym, den kristne Anti- Climacus, tage tråden op fra 'Begrebet Angest'og på en afsluttende måde formulere sit menneskesyn: Mennesket er en syntese, et forhold mellem uensartede størrelser, timeligt og evigt, nødvendighed og mulighed, men det er et forhold, der forholder sig til sig selv - som timeligt og evigt, som nødvendighed og mulighed. Dette udfolder Ani-Climacus på en negativ måde, idet han beskriver og analyserer fortvivelsens skikkelser, fortvivlelse forstået som det ikke at ville være sig selv. I anden del af bogen uddyber han analysen af fortvivlelsen ved at genfremsætte læren om synden. Undervejs i forfatterskabets anden fase skærpes forståelsen af det kristelige for at nå en kulmination i 'Indøvelsese i Christendom (1850). I første afdeling fremhæves samtidigheden med Kristus som troens betingelse; i anden afdeling beskrives forargelsens posetive bevægelser frem mod trosafgørelsens enten-eller; i tredje afdeling fremhæves Kristus som forbillede og efterfølgelsen som den sande form kristendom. Men da forbilledet er den fornedrede, foragtede og forhånede Kristus, vil den kristne også komme at lide for sin tro, fordi han skal bekende Kristus i verden. I fjerde afdeling trækker bogens pseudonym Anti-Glimacus et skarpt skel mellem den falskt triumferende kirke og den sandt stridende kirke, hvormed han indvarsler angrebet på den etablerede kirke. Fra perioden 1848-49 stammer også 'Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed' (udg. 1859) og 'Dømmer selv!' (udg. 1876). Journalerne. Efter udsendelsen af 'Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet' i september 1851 trak Kierkegaard sig tilbage fra den litterære offentlighed og helligede sig de "Journaler" som han siden 1833 havde først med en stigende bevidsthed om deres senere offentliggørelse. Som i forfatterskabet aftegner der sig i journalerne et skift i 1846. Før 1846 har notesbøgerne form af en litterær understrøm bag de udgivne skrifter; de er sprælske, åbne, eksperimenterende, den unge, veloplagte forfatters afsøgende indfald, enneprøver, skitser, notater fra forelæsninger og excerpter fra læste værker, fulde af brudflader, der skyder sig ud og ind i forhold til hinanden og til forfatterens eget liv. Frem til l846 spores der flere forløb, hvor det ene udgøres af en række notesbøger, som Kierkegaard har mærket med bogstavparrene AA til KK. Blandt disse tudskiller sig JJ, der blev ført fra foråret 1842 til midten af 1846, og som i form minder om de senere journaler. Efter 1846 tidgør journalerne en enstrenget kæde af ensartede protokoller, mærket NB 1 til NB 36, i alt 5700 sider. De er introverte til det selvkredsende og apologetiske til det selvforsvarende; heri forholder Kierkegaard sig tolkende og diskuterende til de udgivne skrifter og deres såvel som deres forfatters skæbne i samtiden. Fra 1852 er journalerne stedet, hvor angrebet på kirken forberedes.

Kirkekampen 1855.

De hen ved fire års tavshed udadtil blev brudt, da professor H.L. Martensen ved bisættelsen af Sjællands biskop, J.P. Mynster, i februar 1854 betegnede den afdøde som et "sandhedsvidne". Dette blev anledningen til kirkekampen eller kirkestormen, hvor Kierkegaard i adskillige avissartikler og derpå i ni numre af sit eget flyveblad 'Øieblikket' (1855) polemiserede voldsomt og vittigt imod kirken og dens verdsliggjorte præsteskab. En af hans paroler lød, at kristendommen var afskaffet i takt med sin udbredelse, hvilket kirkens øverste autoriteter i redelighedens navn burde vedgå. Under denne enmandsrevolution faldt Kierkegaard bevidstløs om på gaden, han bragtes til Frederiks Hospital, hvor han døde efter fem ugers sygeleje. Under megen bevågenhed blev han af sin grundtviske storebror P.Chr. Kierkegaard, bisat fra Vor Frue Kirke og begravet i familiegravstedet på Assistens Kirkegård.

Litterær stil. Eftervirkning.

Kierkegaard litterære kunst er et kapitel for sig. Hvis det således kendetegner megen filosofisk tænkning, at den befinder sig på et så højt abstraktionsniveau, at fantasien undertiden må komme læseren til undsætning så er noget nær det modsatte tilfældet hos Kierkegaard. Næppe har man været indlagt til en kompliceret, dialektisk operation, før man sendes på et rekreativt ophold i en skrift, der folder sig ud i en fortælling. Hans tekster svinger smidigt mellem begreb og billede, ligesom strækningen fra vittighed til alvor eller fra en dyb, dæmonisk patos til det nænsomme, næsten menueagtige sarte kan tilbagelægges med et par sætninger eller mindre. Ved denne genreblanding forlenes teksterne med en let puffende, udfrittende og stedvis antastende karakter, der knytter sig til Kierkegaards forestilling om, at den eksistentielle handling er læsningens sande konklusion. Søren Kierkegaard er såvel filosofisk som teologisk en moderne klassiker. Han har navnlig haft afgørende betydning for de forskellige former for eksistenstænkning, der slog igennem i Tyskland i 1920'erne og i Frankrik, i slutningen af 1940'erne. Men Kierkegaards virkningshistorie er global, hvilket afspejles i oversættelser til alverdens sprog lige fra tysk, fransk, engelsk og spansk til hebraisk, russisk, polsk, litauisk, japansk og kinesisk, og mange flere er undervejs. Den fornyede interesse for Kierkegaard, der har gjort sig gældende siden 1980'erne, har særlig fremhævet den litterære og den tematiske mangfoldighed i forfatterskabet. En tekstkritisk og kommenteret udgave af Søren Kierkegaards Skrifter i 55 bind har siden 1997 været under udgivelse.

 

Tilbage til forsiden